Direktøren som pyroman

posted in: Ikke kategoriseret | 0

I forbindelse med skrivning af endnu en bog, læser jeg for tiden en del faglitteratur, og det er så tanken her at skrive “anmeldelser” af de meste centrale værker. Anmeldelser sat i gåsetegn fordi de af læseren skal læses som dikussionsoplæg

 

John P. Kotter: Haster, 2008 Gyldendalske Boghandel, er hermed den første af disse “anmeldelser”.

**** af 5 mulige stjerner

Kotter

 

 

Anmeldelse:

4 af 5 mulige stjerne

Direktøren som pyroman

Haster, er en velskrevet bog, skrevet af en internationalt anerkendt professor, og ydermere tildelt top anmeldelse af en dansk førende professor i ledelsesteori. Så er alt vel godt? Men nej, for det tredje, og vigtigste ben, indholdet, har Kotter desværre ikke helt fået gennemtænkt.

Bogen handler om det nu så vidt udbredte begreb Den brændende platform, men det Kotter faktisk burde interessere sig mere for er Den rustne platform.  Kotter har ganske enkelt ikke orden i sine krisebegreber, og han overser fatalt problemerkendelse som en altafgørende forudsætning for problemløsning. Langt de fleste kriser opstår ulmende og ikke episodisk, og i øvrigt har den ulmende krise ofte en langt større skadevirkning end den episodiske. Det er den begivenhedsløse krise – den rustne platform – der bør påkalde sig størst interesse. Med den episodiske krise, for eksempel en egentlig brændende platform, en fejlproduktion der i alvorlig grad skader virksomhedens kunder eller IT-kriminalitet, er der jo normalt ikke behov for en langstrakt problemerkendelse, og ledelsen behøver ikke kere sig om at skabe Den brændende platform ude i organisationen, den er jo synlig for enhver. Hos Kotter er det suverænt lederen der skal skabe Den brændende platform “... en tilstrækkelig stærk oplevelse af tvingende nødvendighed…” som han skriver side 7. Og er der ikke en krise, ja så må lederen optræde som pyroman og skabe en krise (se bogen side 144). Men hvad nu hvis det er lederen selv der er problemet – ham der så at sige hænger i bremsen og ikke udviser rettidig omhu? Med sit uklare krisebegreb, afskære Kotter sig fra en lang række meget spændende og relevante problemstillinger.

Bogen handler således ikke om at rede Den brændende platform, men alene om at topledelsen i sin organisation får skabt En brændende platform, og dermed et nødvendigt momentum ud af et dødvande. Bogen handler mere om kommunikation end om genopretning. Kotters perspektiv er med andre ord for snævert og det gør bogen mindre interessant end den kunne have været.

Det forhindre naturligvis ikke, at der i en bog skrevet af en forfatter med Kotters format, er en lang række spændende indsigter. Distinktion mellem falsk og ægte ugency er yderst brugbart. Kotters insisteren, side 202, på handling frem for ord: “…At handle med ugency er den taktik, der hurtigst fører til resultater..“, passer jo bedre end godt med turnaround-perspektivet.

Desværre betjener Kotter sig – efter min smag – i for stort omfang af mere eller mindre interessante anekdoter, og omvendt har Kotter relativt få henvisninger til fagområdets relevante teorier.

*****

“Oplevelse af succes behøver ikke altid have bund i virkeligheden” Haster side 35

Leave a Reply