Boganmeldelse af Sverri Hammer og James Høpner: Meningsskabelse, organisering og ledelse

posted in: Ikke kategoriseret | 0

 

Hammer og Høpner har skrevet en længe ventet bog om et enestående fyrtårn i organisationsforskningen.

Når jeg hurtigt skal undersøger om jeg orker at læse endnu en bog om management, så er Karl Weick et af de navne jeg altid tjekke i en bogs referencer. Indgår navnet Weick, sammen med f.eks. navne som Mintzberg og Kahneman, ja så borger det slet og ret for kvalitet.

Hammer og Høpner har skrevet en grundig men også meget loyal bog om Weicks store værk.

Imidlertid savnes konstruktive kritiske vinkler på de mange løst koblede postulater hos Karl Weick. Angiveligt (side 26) anvender Weick således begrebet ‘løst koblet’ på ikke mindre end 15 forskellige måder, og reelt skal begrebet åbenbart kun opfattes som betegnelse for en svag gradsforskel og ikke  en robust artsforskel. Det er ikke overbevisende, og begrebet løst koblet fremstår derfor stadig som en ‘hvad-syntes-du-selv-teori’.

For mig, er den største svaghed ved Weicks forfatterskab en latent endimensional og ejendommelig fokus på positive fænomener. Meningsskabelse ses alene ud fra en positiv optik. Men hvad med det meningsløse, eksistentiel angst, det irrationelle, sporafhængighed, selvopfyldende dystopier og meget andet dårligdom? I den kognitive psykologi har dysfunktionelle sider ved såkaldte automatiske tanker jo længe været tematiseret. I modsætning til de mange ledelsesteorier, så har psykologi jo hidtil langt overvejende haft fokus rettet mod det patologiske. Weick forsømmer, som psykolog netop med interesse for organisering, at bidrage til en nødvendig bro mellem det irrationelle og det rationelle. Ja mennesket er bagud narrativt – selvom Hammer og Høpner ikke anvender det begreb – og denne narrativitet forleder ofte mennesket til at tro sig i kontrol. Vi har jo forstået finanskrisen lyder det overbevisende fra rækken af vismænd. Men hvem siger at næste finanskrise har samme genetik, som den forrige, at den sorte svane er det nye sort?

Denne ejendommelige endimensionalitet til den positive side, fortætter tilsyneladende ind i Weicks nyere forfatterskab. Om strategi hedder det – side 154 – både frejdigt og besnærende elokvent: “Strategi er efterrationaliseret held…”. Logisk må vi konkludere, at i Weicks verden forekommer fejlslagne strategier så åbenbart ikke? Ude i virksomhederne har man ikke desto mindre mange bitre erfaringer med fejlslagne strategier. Således peger talrige undersøgelser på, at majoriteten af virksomhedsfusioner i større eller mindre grad ender op som  fejlslagne, for nu bare at tage et eksempel.

I sin fokus på forandringsledelse, er Weick tilsvarende endimensional fokuseret mod hændelser af tre typer (side 198) , og alle 3 karakteriseret ved det abrupte og det eksternt givne – hos Hammer og Høpner dramatisk eksemplificeret ved 9/11-terroranslaget. I virkeligheden er det dog en helt andens slags kriser der er langt mere afgørende ude i virksomhederne, nemlig de såkaldt interne begivenhedsløse kriser. Det vil sige kriser, der i det stille for lov at gry frem før en sen – og ofte for sen – problemerkendelse endelig generere handling. Alle undersøgelser peger på ledelsessvigt som den egentlige årsag til behovet for en radikal fornyelsesproces. Igen virker Weicks manglende fokusering på organiseringens patologiske sider begrænsende ind på hans teoriers bæredygtighed. Da genfødsel i praksis ofte er langt sværere end fødslen i sin tid var, tolker jeg Roskilde Festivalens ’succes’ helt modsat af hvad Hammer og Høpner gør i deres case side 117-118.

I øvrigt handler forandringsledelse jo ikke ‘kun’ om organiseringens humanistiske sider, men f.eks. også om så kedelige emner som, frasalg af forretningsområder, bedre udnyttelse af virksomhedens arbejdskapital og generering af nye prissystemer. Og her vil jeg – i modsætning til Weick – klart anbefale faglighed som understøttende en succesfuld forandringsproces. Weicks teorier kan ikke fungerer som løftestang for den nødvendige early warning som virksomhederne i disse år har så hårdt brug for.

Begreber som ‘løst koblet’ og ‘meningsdannelse’ har med rette vundet bred genklang i de akademiske kredse, men måske er Karl E. Weick bedre til at tematisere end at fylde ud med substans?

Som antiteser til den traditionelle organisationsteoris traditionelle teser, danner Weicks produktion en enestående platform for synteser, og det giver mening!

 

NB Apropos fejlslagne strategier, så skriver Hammer & Høpner – med en henvisning til Beer & Nohria 2000 – at omkring 70 procent af alle forandringsinitiativer fejler. Jeg har i foråret gennemført en større empirisk undersøgelse af danske turnarounds der mere opløftende godtgør at godt 51 procent af disse radikale forandringsstrategier oplever en lykkelig udgang.