Er ordoliberalisme vejen frem?

posted in: Ikke kategoriseret | 0

Kender statsministeren sin egen ideologi?

I de ‘gode gamle dage’ vedkendte enhver politiker sig stolt navnet på den ideologi vedkommende fulgte. Den konservative, kommunisten, georgisten, den liberale, socialdemokraten, ingen af dem var i tvivl om de historiske rødder bag deres respektive ideologier.

Men kender Helle Thorning Smith egentlig navnet på den ideologi hun de sidste knap fire år, med de radikale som pennefører, så ivrigt har sat sig i spidsen for, nemlig  ordoliberalismen? Der er ikke meget der tyder på at hun gør. I et tjek på infomedia kan det godtgøres, at begrebet ordoliberalisme selv under den hektiske valgkamp 2015 er helt fraværende i danske medier.

Ordo er latin og betyder orden, og ordoliberalismen handler kort fortalt om at overholde en stram budgetdisciplin. Ordoliberalismen har som reaktion mod nazismen været grundlag for en dominerende økonomisk tænkning i efterkrigstidens Tyskland. Regler skal formuleres og regler skal overholdes, og det først og fremmest til sikring af en nødvendig markedsdisciplin. Underskud og gæld skal bekæmpes om nødvendigt med kraftige økonomiske nedskæringer som den smertefulde vej frem.

Ordoliberalismen har, i det stille, sat sig sine tydelige fingeraftryk på store dele af grundlaget for EU-samarbejdet, ikke mindst i formuleringen af de restriktive vilkår i Vækst- og Stabilitetspakten. En regelfokuseret vej til undgåelse af budgetunderskud. Men ideologien er alt andet end traditionel socialdemokratisk politik og er i stigende grad med til at skille tysk økonomisk tænkning fra den angelsaksiske. Lande som USA, England og nu senest Japan har bevæget sig den stik modsatte vej af ordoliberalismen. I disse økonomisk dominerende lande har man i perioder med succes tilladt underskud på de offentlige finanser til effektiv kickstart af kriseramte økonomier.

 

ordoliberalisme

 

Spørgsmålet er jo, om ordoliberalismen ikke er med til at fastholde de sydeuropæiske lande i et økonomisk morads og med en nærmest endeløs græsk tragedie som mest synlige offer. Kritikerne af ordoliberalismen finder den forældet og afsporet. Det fejlslagne i at behandle et land og endda en hel valutazone med store doser af tilsyneladende snusfornuftig husmorøkonomi. Men kan vi spare os til vækst? Fører vi dermed ikke en økonomisk politik der i virkeligheden forlænger den økonomiske krise?

Hvis Helle Thorning Smith vinder valget, bliver det et afgørende spørgsmål om hun bevidstløst vil fastholde den konservative ordoliberalisme som ledestjerne for sin økonomiske politik?